Guerillaen i Sierra de Almijara – El Acebuchal, landsbyen der blev tømt

← Alle historier om pirater og smuglere

Krigen, der ikke sluttede i 1939

Den spanske borgerkrig sluttede officielt den 1. april 1939 med Francos sejr. Men ikke alle lagde våbnene. Tusindvis af republikanere, der frygtede fængsel eller henrettelse, gik op i bjergene. De blev kaldt maquis eller, af folk i landsbyerne, la gente de la sierra – "folkene fra bjergene". Myndighederne kaldte dem bandoleros, banditter.

Frigiliana havde været på den republikanske side fra juli 1936, indtil Francos styrker tog egnen i februar 1937. Efter krigen var mange familier mistænkte, og flere unge mænd var allerede blevet chikaneret af Guardia Civil, før de gik til bjergs. Ifølge David Bairds bog om Frigiliana flygtede 21 mænd fra landsbyen – der havde lidt over 2.000 indbyggere – op i bjergene og sluttede sig til "Robertos gruppe".

Håbet var, at de allierede efter sejren over Hitler i 1945 også ville vælte Franco. Frankrig lukkede grænsen i 1946, og FN fordømte styret samme år. Men da den kolde krig begyndte i 1947, valgte USA og de vestlige lande at se Franco som en allieret mod kommunismen. Guerillaen stod alene.

Agrupación Guerrillera de Granada og "Roberto"

Fra februar–marts 1946 virkede Agrupación Guerrillera de Granada i bjergene. Trods navnet opererede den også i Málaga-provinsen, især i Sierra de Almijara og Sierra Tejeda mellem Nerja, Frigiliana, Cómpeta og Granada. Gruppen var ledet af kommunister og organiseret som en hær med stab, bataljoner og kompagnier.

Lederen var José Muñoz Lozano, kendt som "Roberto", født i Ciudad Real den 3. september 1914. Selv Guardia Civil-generalen Prieto López kaldte ham ifølge tidsskriftet Rayya "intelligent" og med "en imponerende evne til at organisere". Hvor mange mænd han havde, siger kilderne forskelligt: Málagas guvernør skrev til indenrigsministeren om ca. 120 mand, en tidligere guerillasoldat sagde 150, og Prieto López op til 200. Ifølge nekrologen over guerillasoldaten Miguel Padial lå hovedlejren på Cerro Lucero, den markante top i Sierra de Almijara (ca. 1.780 m).

Guerillaen levede af det, folk i dalene gav – eller blev tvunget til at give. Den havde et net af hjælpere, enlaces, i landsbyerne og gårdene, der bragte mad, nyheder og ammunition. For at skaffe penge kidnappede grupperne ifølge Azuaga også velhavende folk og krævede løsepenge. Guerillaen dræbte også folk, de anså for angivere eller fjender: Ifølge Rayya skød mænd fra Robertos gruppe den 18. september 1949 dommer Francisco García Guerrero under en jagttur ved Archidona. Han havde været militærdommer for Francos hær under krigen.

Guardia Civil og "ild fra to sider"

Det var Guardia Civil, der skulle knuse guerillaen. Korpset fik hjælp fra hæren: I juli 1945 sendte hærens stab marokkanske soldater fra Regulares de Alhucemas nr. 5 til Málaga-provinsen, og en del af dem blev ifølge Rayya lagt i Frigiliana og Nerja. Ifølge flere kilder blev Frigiliana base for kampen mod guerillaen i bjergene.

Metoderne var hårde. Familie og venner af guerillasoldaterne blev forhørt og fængslet, og historikeren José María Azuaga skriver, at "terroren blev spredt med tortur og den misvisende kaldte ley de fugas" – flugtloven, hvor fanger blev skudt "under flugtforsøg". I virkeligheden, skriver han, var det skydning af mennesker uden rettergang. Guardia Civil brugte også contrapartidas: betjente forklædt som guerillasoldater, der skulle afsløre hjælperne i landsbyerne.

For bønderne i bjergene var det en umulig situation. Hjalp de guerillaen, risikerede de fængsel eller værre fra Guardia Civil. Nægtede de, kunne de blive truet af guerillaen. Derfor fik Bairds bog titlen Between Two Fires – "mellem to ilde".

Hvor mange døde der i alt? For hele Spanien er tallene omstridte. Engelsk Wikipedia skriver, at Guardia Civil anholdt 2.166 guerillasoldater mellem 1943 og 1952, og at guerillaen dræbte "flere hundrede" betjente fra Guardia Civil. Den konservative avis El Debate, der skriver fra Guardia Civils side, nævner over 8.000 aktioner mellem 1940 og 1960 med ca. 1.500 døde, hvoraf næsten 1.000 var civile. Præcise tal for Almijara har vi ikke fundet.

El Acebuchal – landsbyen, der blev tømt

Midt i bjergene mellem Frigiliana og Cómpeta lå den lille landsby El Acebuchal, på den gamle muldyrsti mellem kysten og Granada. Her var en kro (venta), hvor muldyrdriverne holdt hvil, og omkring 200 mennesker boede i de hvide huse. Landsbyen hører under Cómpeta kommune, men ligger tættest på Frigiliana.

Guardia Civil mistænkte beboerne for at give guerillaen mad og ly. Om sommeren 1948 – ifølge The Olive Press i august – fik alle besked på at forlade deres hjem. Politisk var landsbyen blandet; nogle af mændene havde endda kæmpet på Francos side i krigen. Det gjorde ingen forskel: alle skulle ud. Ifølge The Olive Press måtte de i dagtimerne gå tilbage og passe deres marker, men ikke overnatte. Nogle fik husly i Cómpeta, andre spredtes til Málaga og resten af Spanien. Husene forfaldt, og kun kroen holdt åben et stykke tid for muldyrdriverne, til de også holdt op med at komme.

Den præcise dato for rømningen kender vi ikke – kilderne siger august 1948, sommeren 1948 eller blot "sidst i 1940'erne". Men El Acebuchal blev en af de tydeligste spor af efterkrigstiden i bjergene: en hel landsby, der stod tom i 50 år.

Slutningen: 1951–1953

Allerede i 1948 opgav det spanske kommunistparti (PCE) i eksil den væbnede kamp. Men forbindelsen til bjergene i Andalusien var dårlig, og Robertos gruppe kæmpede videre. Først i begyndelsen af 1951 besluttede gruppen ifølge Azuaga at give op og sendte Roberto ned fra bjergene for at finde en vej ud af landet til de overlevende.

Det gik anderledes. Guardia Civil fangede Roberto i en fælde. Han gik over til den anden side og hjalp Guardia Civil med at fange sine egne folk i håb om at redde sit liv. Ifølge Rayya var han så populær, at mange tidligere guerillasoldater langt senere – i demokratiets tid – nægtede at tro, at han havde forrådt dem. Roberto blev alligevel dømt til døden og skudt den 22. januar 1953.

I Frigiliana sluttede det den 20. januar 1952, på byens festdag for San Sebastián. Guerillasoldaten Antonio Sánchez Martín, kaldet "Lomas", var kommet ned fra bjergene og gemte sig på en gård over byen. Guardia Civil fandt ham og skød ham – ifølge Azuaga foran hans kone, ifølge The Olive Press foran hans to små døtre. The Olive Press skriver, at liget blev ført gennem Frigilianas gader på et muldyr som en advarsel. Kort før var en anden guerillasoldat fra byen, Antonio Platero Martín, blevet taget til fange; han blev senere skudt.

Enkelte slap væk. Seks guerillasoldater fra Granada-bjergene, ledet af Manuel Pérez Rubiño ("Pablo") fra Motril, gik til fods gennem hele Spanien og nåede over Pyrenæerne til Frankrig den 14. oktober 1952 – efter omkring 100 dage. 1952 var det sidste år, Agrupación Guerrillera de Granada eksisterede.

Ifølge Rayya har Andalusiens parlament senere fastslået, at bevægelsen var en guerilla og ikke banditter, som Franco-styret kaldte den. Diskussionen om, hvordan man skal se på både guerillaen og Guardia Civil i de år, er ikke slut i Spanien.

Genopbygningen

I næsten 50 år lå El Acebuchal i ruiner. I 1998 begyndte et par, hvis forældre var blevet fordrevet i 1948, at bygge landsbyen op igen. De startede med tre grunde, der tilhørte familien, og købte efterhånden flere af de gamle huse. I årevis arbejdede de uden strøm og rindende vand; ifølge Spain-Holiday kom strømmen først i 2003. The Olive Press skrev i 2023, at 33 huse var bygget op. Kun få bor der fast – de fleste huse udlejes til turister.

I turistreklamer hedder landsbyen ofte "el pueblo fantasma" eller "den forsvundne landsby". I dag er den alt andet end forsvundet: hvide huse med farvede døre, et lille kapel, en bar-restaurant og bjergene hele vejen rundt.

Tidslinje

Sagn og fakta

Om guerillaen i Almijara fortælles der stadig mange historier i landsbyerne – om skjulte huler, nedgravede våben og folk, der forsvandt. Nogle er sande, andre er blevet bedre for hver gang. Vi har kun taget det med, som historikere og journalister har skrevet, og angivet hvem der siger hvad. Hvor kilderne er uenige – fx om antallet af guerillasoldater eller om Antonio Sánchez Martín blev dræbt foran sin kone eller sine døtre – skriver vi begge versioner.

Det kan du se i dag

• El Acebuchal – den genopbyggede landsby med kapellet Capilla de San Antonio og en informationstavle kaldet "Historia de mi Acebuchal" lidt syd for husene (ifølge OpenStreetMap). Det tager en halv time at gå rundt.
• Frigiliana – byen, hvor Guardia Civil havde sin base, og hvor 21 mænd gik til bjergs. Læs om byen i vores guide til Frigiliana.
• Cómpeta – hvidt bjergby, som El Acebuchal hører under, og hvor nogle af de fordrevne fandt husly.
• Cerro Lucero – toppen, hvor guerillaen ifølge en tidligere soldat havde hovedlejr, og hvor Guardia Civil efter krigen byggede en vagtpost. Ruinen står der endnu. Den spidse top med kammen Raspón de los Moriscos kan ifølge Wikipedia ses fra næsten hele den østlige del af Málaga-provinsen. Turen derop er en lang og krævende bjergtur for erfarne vandrere; for de fleste er det nok at se toppen nedefra.
• Nerja – her var marokkanske soldater indkvarteret i kampen mod guerillaen. Kombinér evt. med Nerja-grotterne.

Sådan kommer du derhen fra Playa Tropical

I bil: Kør ad A-7 mod Málaga og tag afkørslen til Nerja og Frigiliana (MA-5105). Til Frigiliana er der ca. 32 km og 35 minutter. Kør igennem Frigiliana mod Torrox og følg skiltene mod El Acebuchal ad den smalle vej MA-10281 op i bjergene. Fra Frigiliana er der ca. 7 km, og de sidste kilometer er smal og stejl, og ifølge rejseguider dels grusvej. Regn med en halv time fra Frigiliana – i alt ca. 39 km og godt en time fra Playa Tropical. Vejen kan køres i almindelig bil, men kør langsomt og pas på i svingene. Vi har ikke kunnet bekræfte vejens stand pr. november 2026. Se også billeje og fartkontrol.

Parkering: Der er en lille, gratis p-plads ved indkørslen til landsbyen ved kapellet. Gaderne i landsbyen er smalle, så parkér på pladsen. Se også vores side om parkering.

Fra Cómpeta: Fra Cómpeta går der en skovvej over bjergpasset Puerto de Páez Blanca (ca. 720–750 m) ned til El Acebuchal, og den bruges af vandrere og terrængående jeepture. Med en almindelig lejebil anbefaler vi vejen fra Frigiliana. Cómpeta ligger ca. 50 km og 55 minutter fra Playa Tropical ad A-7 og A-7207, og der er gratis parkering ved Avenida de la Constitución.

Med bus: Der går ingen bus til El Acebuchal. Der går bus fra Nerja til Frigiliana – se busser og Frigiliana.

Til fods: Vandreruterne GR-242 og GR-249 (Gran Senda de Málaga) går forbi El Acebuchal, og fra Frigiliana kan man gå hele vejen. Ifølge en vandreguide er turen ca. 13 km hver vej med ca. 400 højdemeter og tager omkring 4 timer – en heldagstur, og kun for vante vandrere med godt fodtøj og masser af vand. Der er ingen skygge på store dele af turen.

Knapperne under kortet åbner ruten fra Playa Tropical direkte i Google Maps.

Mad

I landsbyen ligger Bar-restaurant El Acebuchal, som familien bag genopbygningen driver. Ifølge anmeldelser serveres landlig mad fra bjergene, bl.a. vildsvin og ged; menu og priser har vi ikke kunnet bekræfte. Åbningstiderne er uklare: OpenStreetMap angiver dagligt kl. 10–17, mens en ældre rejseguide (2018) skrev, at der er lukket om mandagen, og at man kun kan betale kontant. Ring eller tjek på Google, før du kører derop, og hav kontanter med. Er restauranten lukket, er der mange spisesteder i Frigiliana og Cómpeta.

Toiletter

Vi har ikke fundet noget offentligt toilet i El Acebuchal. Brug restaurantens, hvis du spiser eller drikker noget der. Det sikre valg er det gratis offentlige toilet ved Plaza del Ingenio i Frigiliana lige ved p-kælderen – brug det, før du kører op i bjergene. I Cómpeta er der ifølge OpenStreetMap et toilet nær p-pladsen på Avenida de la Constitución.

Praktisk

• Tilgængelighed: Gaderne i El Acebuchal er smalle og skrånende, med trin og brosten. Det korte stykke fra p-pladsen til kapellet og restauranten kan de fleste klare.
• Sol og vand: Om sommeren er det varmt i dalen. Tag vand, solhat og solcreme med.
• Naturpark: El Acebuchal ligger i naturparken Sierras de Tejeda, Almijara y Alhama. Bliv på vejene og stierne, tag affaldet med hjem, og lav aldrig bål – brandfaren er stor om sommeren og efteråret.
• Mobil: Dækningen kan være dårlig i dalen. Hent kortet ned på telefonen, før du kører.
• Respekt: Folk bor i husene, og mange er ferieboliger. Kig, men gå ikke ind på private terrasser.

Kort og ruter

Rød stjerne = Playa Tropical. Klik på et punkt for navn og afstand. Kortdata © OpenStreetMap.

Gode råd

• Kombinér med Frigiliana. Parkér i p-kælderen, gå op i den gamle by om formiddagen, og kør op til El Acebuchal til frokost.
• Tjek restauranten. Åbningstiderne skifter – ring eller se på Google, og hav kontanter med.
• Brug toilettet i Frigiliana. Der er intet offentligt toilet i El Acebuchal.
• Kør langsomt. Bjergvejen er smal og har skarpe sving. Kør op om formiddagen og ned i dagslys.
• Læs informationstavlen. Ved landsbyen står en tavle om El Acebuchals historie.
• Læs videre om smuglerne på kysten, der brugte de samme bjergstier, og om banditterne i bjergene i 1800-tallet.

Borgerkrigen og efterkrigstiden er stadig et følsomt emne i Spanien, og mange familier i landsbyerne har mistet nogen – på begge sider. Spørg gerne, men vær varsom, hvis du taler med ældre om de år.

Flere historier fra serien: Berberpiraterne og vagttårnene · Smugling i nyere tid · Almuñécars historie.