Pirater og vagttårne – da der var "moros en la costa"

← Alle historier om pirater og smuglere

"No hay moros en la costa"

Spanierne siger stadig "no hay moros en la costa" – "der er ingen maurere på kysten" – når de mener, at luften er ren. Udtrykket stammer fra de århundreder, hvor folk ved Middelhavet levede i frygt for skibe fra Nordafrika. Når en vagtmand i et tårn så fremmede sejl, var der "moros en la costa", og så gjaldt det om at komme i sikkerhed.

Truslen var meget virkelig. Efter at Granada faldt i 1492, flygtede mange muslimer fra Andalusien til Nordafrika. I 1516 tog brødrene Oruç og Hayreddin Barbarossa magten i Algier, og byen kom under Det Osmanniske Rige. Algier, Tunis og Tripoli – på spansk los Estados berberiscos, på dansk Barbareskstaterne – blev baser for kapere (corsarios), som angreb skibe og kystbyer i Spanien, Italien og helt op til Island. Krigen mellem kristne og muslimske magter i Middelhavet blev på den måde også ført som en krig mod almindelige folk på kysten.

Det var ikke kun guld, piraterne var ude efter. Målet var mennesker: fiskere, bønder, kvinder og børn, som kunne sælges som slaver eller løskøbes for penge. Ifølge spansk Wikipedia var mange af dem, der sejlede med, flygtninge fra Andalusien, der kendte kysten, sproget og stierne. De gik i land om natten, angreb en gård eller en landsby og var væk igen, før soldaterne nåede frem.

Det gik i øvrigt begge veje. Spanske, italienske og maltesiske kapere tog også muslimske fanger på havet og langs Nordafrikas kyst, og der blev også solgt slaver i spanske byer. Det her er historien set fra vores kyst.

Razziaerne på Costa Tropical

Den granadinske kyst var særlig udsat. Den var tyndt befolket, Afrikas kyst ligger kun omkring 200 km væk, og i baglandet boede moriskerne – de muslimer, der var blevet tvunget til at lade sig døbe. Myndighederne frygtede, at de hjalp piraterne. Under moriskernes oprør i 1568–1571 kæmpede ifølge spanske kilder flere tusinde tyrkere og berbere fra Nordafrika på oprørernes side.

• Almuñécar, 1526: Den 6. oktober 1526 gav kejser Karl 5. og hans mor, dronning Johanna, Almuñécar byens våbenskjold. Ifølge overleveringen var det en tak, fordi byens folk havde slået et angreb fra berberpirater tilbage. Selve slaget har vi ikke kunnet finde beskrevet i kilderne. I 2026 fejrede byen 500-året for våbenskjoldet.
• La Herradura, fra 1526: Ifølge spansk Wikipedia var bugten helt affolket fra 1526. Folk boede kun inde i landet langs Río Jate, fordi bugten var et yndet skjulested for korsarerne.
• Castell de Ferro, 1560: Ifølge en spansk forskningsbog om korsarer (¡Ah de la nave!) gik moriske korsarer i land ved Castell de Ferro i 1560. Byarkivet i Granada nævner Castell de Ferro, Motril og Salobreña som steder, der flere gange så tyrkiske skibe og soldater gå i land.
• Motril, 1620: Korsarer havde plyndret Adra længere mod øst, men Motril slog dem tilbage under ledelse af Luis de Paniza Ladrón de Guevara, der var oberst for kystens forsvar.

Fanget i Algier – og løskøbt

Den amerikanske historiker Robert C. Davis har anslået, at korsarerne mellem 1530 og 1780 tog mellem 1 og 1,25 millioner europæere med til Nordafrika. Tallet er omdiskuteret, og andre historikere mener, det er lavere, men alle er enige om, at det drejede sig om mange hundrede tusinde. Hvor mange der blev taget netop på vores kyst, ved ingen.

I Algier blev fangerne solgt på markedet. Nogle kom til at ro på galejerne, andre arbejdede i huse og haver. Om natten blev de låst inde i store fængsler, som spanierne kaldte baños. Den, der havde en familie med penge, kunne håbe på at blive løskøbt. To katolske ordener, trinitarerne og mercedarierne, samlede penge ind i Spanien og rejste til Algier for at forhandle fangerne fri. En sådan rejse hed en redención, en "forløsning".

Den mest berømte fange er Miguel de Cervantes, der senere skrev Don Quijote. Den 26. september 1575 blev hans skib taget af korsarer ud for Barcelona, og han sad fem år i Algier og forsøgte at flygte fire gange. I 1580 blev han løskøbt af trinitarerne. Han skrev selv et skuespil om livet som fange, El trato de Argel, og han blev efter eget ønske begravet hos trinitarerne i Madrid.

Hvorfor byerne ligger oppe på bakkerne

Kig på Almuñécar, Salobreña og Castell de Ferro: de gamle bydele ligger oppe på en klippe med en borg øverst, ikke nede ved stranden. Byerne var bygget sådan allerede i maurernes tid, men i piraternes århundreder var det livsvigtigt. Når der kom alarm, flygtede folk fra markerne og ind bag murene.

• Almuñécar havde sin borg, Castillo de San Miguel, og Karl 5. lod den bygge om til en stor fæstning.
• Salobreña ligger stadig klistret op ad borgklippen. Se Salobreña.
• Motril lå inde i landet bag en mur med to porte, Castell de Ferro-porten og Granada-porten. Selv hovedkirken, Iglesia Mayor de la Encarnación, blev bygget som en fæstning med svære mure og et tårn som et borgtårn.
• Nerja havde kanoner i Torre de los Guardas der, hvor Balcón de Europa ligger i dag, og alle indbyggere havde pligt til at eje våben. Se Nerja-grotterne og Balcón de Europa.

Strandene, hvor vi i dag bader, var dengang tomme. Først i 1800-tallet, da faren var drevet over, flyttede folk for alvor ned til vandet.

Kæden af vagttårne

Allerede maurerne havde vagttårne på kysten. Efter 1492 byggede de kristne konger videre, og især under Filip 2. i 1500-tallet blev der lagt tårne langs hele kysten, så hvert tårn kunne se det næste. Tårnene kaldes torres vigía (vagttårne), atalayas eller torres almenaras – efter det arabiske ord for et sted, hvor man tænder ild.

Røg om dagen, ild om natten

I hvert tårn boede to eller tre torreros, vagtmænd. Ifølge Junta de Andalucías kulturarvsguide meldte de fjendtlige skibe med røgsignaler om dagen (ahumadas) og ild om natten. Næste tårn gentog signalet, og på den måde løb alarmen langs kysten og op til byerne langt hurtigere end en rytter. Mellem tårnene patruljerede ridende vagter langs stranden, og byernes folk kunne kaldes ud til forsvar.

De fleste tårne ser ens ud: runde og lidt kegleformede, 10–12 meter høje, bygget af natursten. Den nederste del er massiv. Døren sidder 5–7 meter oppe, og man kom ind ad en stige, som vagtmændene trak op efter sig. Over døren sidder en lille udbygning, en matacán, hvorfra man kunne kaste sten eller skyde ned på angribere. Inde var der ét rum med pejs, og øverst en flad tagterrasse, hvor bålet blev tændt.

Carlos 3. og de store forter

I 1764 lavede kong Carlos 3. en ny plan for forsvaret af kysten i det gamle kongerige Granada. Gamle tårne blev sat i stand, og der kom nye, større forter med kanoner – baterías – ved de bugter, hvor piraterne helst gik i land. Fra den tid er Castillo de La Herradura (1771), Torre del Diablo (ca. 1766), Torreón de Taramay og Fuerte de Carchuna.

Da faren var drevet over

I 1816 bombarderede en britisk-hollandsk flåde Algier, og i 1830 erobrede Frankrig byen. Dermed var piraternes tid slut. Tårnene mistede deres betydning, men mange blev brugt videre af Carabineros, toldvagterne, der blev oprettet i 1829 for at fange smuglere – læs mere i Smuglerne på kysten. Alle tårnene er i dag fredet som Bien de Interés Cultural.

Forliset i La Herradura 1562

Den største katastrofe på vores kyst i piraternes tid skyldtes ikke piraterne, men vejret. Om morgenen den 19. oktober 1562 søgte en spansk flåde på 28 galejer under Juan de Mendoza ly i bugten ved La Herradura. Den var på vej fra Málaga til de spanske byer Oran og Mers-el-Kébir i Algeriet, som var truet af Algier. En voldsom storm fra sydvest kastede galejerne mod klipperne ved Punta de la Mona. 25 skibe sank, og omkring 5.000 mennesker druknede, også Mendoza selv. Kun tre galejer slap fri. Cervantes nævner ulykken i Don Quijote. Historien fortælles i museet Museo 1562 på Castillo de La Herradura – se også havet ved La Herradura.

Sagn og navne

Om tårnene er der også fortællinger, som ikke er historie:

• Torre de la Rijana har ifølge et lokalt sagn navn efter to mauriske prinsesser, Harra og Hanna. Det er en legende – vi har ikke fundet noget, der bekræfter den.
• Torre del Diablo, "Djævlens tårn", hedder også Torre de las Golondrinas ("Svalernes tårn") og Torre de la Cabria. Hvorfor den har fået sit djævlenavn, har vi ikke kunnet finde.
• Om piratskatte på kysten, se Cueva del Tesoro – grotten øst for Málaga, hvor sagnet siger, at en skat ligger gemt.

Tidslinje

Det kan du se i dag: tårnene fra vest mod øst

Her er de tårne og forter, der står i dag, og som du kan se fra vejen eller gå hen til. Afstandene er køreafstande fra Playa Tropical. Du kan ikke komme ind i tårnene – dørene sidder højt oppe, og flere står på privat grund.

Torre de Maro – Nerja (28 km, 32 min.)

Et velbevaret, 11 meter højt tårn fra 1500-tallet på en klippeflade øst for landsbyen Maro, i naturparken Acantilados de Maro-Cerro Gordo. Der er udsigt over kysten til begge sider. Parkér ved Maro og gå ad stien – ifølge guiden EsNerja tager det ca. 10 minutter. Lidt længere mod øst lå Torre del Río de la Miel på kanten af en skrænt over stranden Las Alberquillas. Havet havde ædt den i årtier, og den 5. februar 2026 styrtede de sidste rester ned under en storm.

Øst for Maro står Torre del Pino (på privat grund) og Torre Caleta på klipperne over stranden Cantarriján. Torre Caleta kan du se fra Cerro Gordo og helt fra Balcón de Europa i Nerja.

Torre de Cerro Gordo – La Herradura (13 km, 20 min.)

Det bedste tårn at gå hen til. Det står yderst på næsset Punta de Cerro Gordo, der lukker La Herradura-bugten mod vest. Det er 10,5 meter højt, bygget sidst i 1500-tallet eller først i 1600-tallet på stedet for et ældre maurisk tårn. Det skulle beskytte bugten og stranden Cantarriján, og i 1800-tallet brugte Carabineros det som udkigspost. Fra tårnet kan du ifølge Junta de Andalucía se helt fra Salobreña til Torrox-Costa.

Junta de Andalucías afmærkede sti Sendero Torre de Cerro Gordo starter ved udsigtspunktet Mirador de Cerro Gordo. Det er en rundtur på 2 km, ca. 40 minutter, middel svær. Stien går ned forbi tårnet, videre ned ad et mere ujævnt terræn med udsigt over bugten og op igen gennem en fyrreskov. Højdeforskellen er ca. 150 meter. Hold øje med stenbukke (cabra montés) – de lever på klipperne. Vil du ikke gå hele turen, så gå bare ned til tårnet og tilbage samme vej.

Punta de la Mona og Castillo de La Herradura (10 km, 16–18 min.)

På næsset øst for La Herradura stod allerede i 1567 et vagttårn, "de La Rábita". Tårnet er af maurisk oprindelse og blev bygget om efter Carlos 3.'s plan i 1767–1773. Det havde op til tre vagtmænd, men ingen kanoner. I 1990'erne blev det bygget om til fyrtårnet Faro de Punta de la Mona, med lygte og en udvendig trappe (kilderne siger 1990 eller 1992). OpenStreetMap viser p-pladser i bebyggelsen Punta de la Mona tæt ved fyret.

Castillo de La Herradura nede på strandpromenaden er ikke en middelalderborg, men et kanonfort for fire kanoner, tegnet af ingeniøren José Crame i 1765 og færdigt i 1771. Det skulle stoppe pirater fra at gå i land i bugten og beskytte bønder og fiskere. Senere havde Carabineros og til sidst Guardia Civil til huse her indtil 2002. Kommunen restaurerede fortet 2007–2011, og i 2021 åbnede Museo 1562 La Furia del Mar om forliset i 1562. Ifølge Almuñécars turistkontors oversigt fra november 2025 har det åbent onsdag–søndag kl. 10–14 og 16–19. Entréprisen har vi ikke kunnet bekræfte – spørg på turistkontoret.

Torre de Velilla – lige ved Playa Tropical (under 1 km)

Det nærmeste tårn står kun ca. 600 meter fra Playa Tropical i luftlinje, på bakken bag den vestlige ende af Velilla-stranden, mellem villaerne ved Calle Torrepinos. Det er 12 meter højt og har stadig hele sin højde, med døren 7 meter oppe og en lille udbygning over den. Rundt om det er der et gelænder og udsigt over havet. Hvornår det blev bygget, har vi ikke fundet et sikkert årstal for. Du kan gå derhen på ca. 15 minutter, men det sidste stykke er op ad stejle villaveje.

Torre del Granizo og Torreón de Taramay – Velilla-Taramay (2 km, 5 min.)

I den østlige ende af Velilla står to tårne. Torre del Granizo er et firkantet maurisk tårn fra 1300-tallet, gemt mellem husene på bakken, med et informationsskilt. Nede ved stranden Playa del Tesorillo står Torreón de Taramay, et hesteskoformet fort fra efter 1764 for to kanoner. Ifølge Wikipedia tog briterne kanonerne med sig under krigen mod Napoleon. Fortet er privat og bruges som sommerhus, så du ser det fra stranden og promenaden. Der er strandbarer ved Playa del Tesorillo.

Torre de Enmedio og Torre del Diablo – Playa de Cabria (7 km, 15 min.)

På klippen Las Golondrinas over stranden Playa de Cabria, øst for Almuñécar, står to tårne side om side: resterne af det middelalderlige Torre de Enmedio og det nyere Torre del Diablo, bygget omkring 1766 til at afløse det. Torre del Diablo er 10,5 meter højt og havde en korporal og to vagtmænd. Fra 1839 boede Carabineros i det. Du ser begge tårne fra N-340. OpenStreetMap viser stier op fra bebyggelsen ovenfor, men den sidste del er stejl, og vi har ikke selv gået den.

Torre del Cambrón – Salobreña (8 km, 14 min.)

Et slankt maurisk tårn, kun 3,9 meter i diameter og 10,5 meter højt. Det blev gjort ca. 2 meter højere i 1500-tallet. Fra tårnet kunne man se både Velilla og hele Guadalfeo-dalen. I dag står det i haven ved Hotel Salobreña (i OpenStreetMap: Hotel Salobreña Suites) ved N-340, og du kan se toppen af det fra vejen og fra hotellets parkeringsplads. Om man som ikke-gæst må gå ind i haven, ved vi ikke – spørg i receptionen. Bagefter kan du køre videre til borgen i Salobreña.

Fuerte de Carchuna – Motril (30 km, 32 min.)

Et kanonfort fra Carlos 3.'s tid, bygget omkring 1777 eller 1783 (kilderne er uenige) lige ved stranden Playa de Carchuna. Det har samme form som fortet i La Herradura. Under borgerkrigen brugte Francos side fortet som fængsel, og i maj 1938 befriede en republikansk specialenhed ca. 300 fanger herfra. Du kan se fortet udefra. Hvad det bruges til indvendigt i dag, og om det har åbent, har vi ikke kunnet bekræfte. Lidt længere mod øst står Torre del Llano og Torre del Zambullón ved Calahonda.

Torre de la Rijana og Castell de Ferro (33–37 km, 35–40 min.)

Torre de la Rijana står på en klippe mellem to små bugter, La Rijana og La Rijanilla, lige ved N-340. Klippen var allerede befæstet i kalifatets tid (900–1000-tallet), og tårnet er fra sidst i 1500-tallet eller først i 1600-tallet, bygget oven på ældre mure. I dag er det en lille, ustabil ruin, kun ca. 3,5 meter høj. Stranden blev kendt efter filmen Al sur de Granada (2003). Der er parkering ved vejen og en strandbar ifølge OpenStreetMap. Gå ikke helt ud på klippen ved ruinen – den er skrøbelig, og kanten er stejl.

Et par kilometer længere fremme ligger Castell de Ferro med resterne af en maurisk borg på bakken over byen. Byen var ifølge spansk Wikipedia næsten affolket i piraternes tid. Omkring Castell de Ferro står flere tårne tæt: Torre de Cambriles, Torre de la Estancia og Torre del Zambullón.

Køreturen: tårnene langs N-340

Den gamle kystvej N-340 følger kysten tæt, mens motorvejen A-7 går i tunneler længere oppe. Tag den gamle vej, så ser du tårnene. Hele strækningen fra Maro til Castell de Ferro er ca. 70 km og tager ca. 1½ time uden stop – med stop og gåture er det en hel dag. Vi foreslår at dele den i to:

N-340 er smal og snoet ved Cerro Gordo og mellem Calahonda og Castell de Ferro. Der er få steder at holde ind, så stop kun på p-pladser og udsigtspunkter. Pas på farten – se fartkontrol.

Sådan kommer du derhen

I bil

• Torre de Cerro Gordo: Kør ad N-340 mod La Herradura og videre mod Nerja. Tag afkørslen mod Cerro Gordo og følg vejen op til Mirador de Cerro Gordo. Ca. 13 km, 20 minutter. Der er en p-plads ved udsigtspunktet (gratis ifølge en tysk borgguide), og stien starter ved informationsskiltet.
• Torre de Maro: Ca. 28 km, 32 minutter ad A-7 eller N-340 til Maro. Parkér ved landsbyen. Om sommeren er der få pladser, så kom tidligt.
• Torre de la Rijana: Ca. 33 km, 35 minutter ad A-7 og N-340 mod Castell de Ferro. Parkering ved vejen over stranden.

Knapperne under kortet nederst åbner ruterne fra Playa Tropical direkte i Google Maps – både turen direkte til Cerro Gordo, tårnruterne mod vest og øst og gåturene. Se også parkering og billeje.

Til fods og med bus

Torre de Velilla og Torreón de Taramay kan du gå til fra Playa Tropical. ALSA's kystbusser kører langs N-340, men de holder ikke ved tårnene, så til resten er bil det nemmeste. Læs mere på busser.

Praktisk

Toiletter

• Playa del Tesorillo (Taramay): OpenStreetMap viser et toilet ved stranden.
• Maro: OpenStreetMap viser et toilet ved p-pladsen i landsbyen.
• Cerro Gordo, Torre del Diablo, Torre del Cambrón og Rijana: Der er ingen offentlige toiletter, som vi har kunnet finde. Brug en restaurant eller strandbar – køb en kaffe, så er det i orden.

Mad

• Mirador de Cerro Gordo: Der ligger en restaurant ved udsigtspunktet. OpenStreetMap angiver åbent lørdag–søndag kl. 13–22, men det har vi ikke kunnet bekræfte.
• La Herradura: Promenaden ved Castillo de La Herradura er fuld af restauranter og strandbarer.
• Playa del Tesorillo: flere strandbarer (chiringuitos) lige ved Torreón de Taramay.
• La Rijana: Ifølge OpenStreetMap er der en strandbar på stranden. Om den har åbent uden for sommeren, ved vi ikke.

Vi har ikke tjekket priser. Mere om egnens mad: madtraditioner.

Tilgængelighed

Torre de Velilla, Torreón de Taramay, Torre del Cambrón og Fuerte de Carchuna kan ses fra vej eller promenade uden at gå i terræn. Castillo de La Herradura ligger på den flade strandpromenade. Torre de Cerro Gordo og Torre de Maro kræver en kort tur på grus- og stenstier uden skygge – ikke egnet til kørestol eller rollator. Ved Torre del Diablo og Rijana er stierne stejle.

Kort og ruter

Rød stjerne = Playa Tropical. Klik på et punkt for navn og afstand. Kortdata © OpenStreetMap.

Gode råd

• Start ved døren. Gå de 15 minutter op til Torre de Velilla – så har du set et rigtigt vagttårn, før du har sat dig i bilen.
• Tag gode sko og vand med. Stierne ved Cerro Gordo og Maro er af sten og grus, og der er ingen skygge.
• Kom tidligt om sommeren. Ved Maro og Cerro Gordo bliver p-pladserne hurtigt fyldt, og middagsheden er hård på klipperne.
• Hold afstand til kanten. Klipperne ved Rijana, Cerro Gordo og Torre del Diablo er stejle, og ruinerne er skrøbelige. Klatr ikke op på tårnene.
• Kig efter det næste tårn. Stå ved et tårn og se langs kysten – ofte kan du se det næste. Så forstår du, hvordan signalerne løb.
• Kombinér med museet. Museo 1562 i La Herradura giver baggrunden – tjek åbningstiden på turistkontoret før turen.
• Respektér privat grund. Torreón de Taramay og Torre del Pino er private, og Torre del Cambrón står i en hotelhave.

Tårnene er fredede. Man må ikke klatre på dem, tage sten med eller tænde ild – heller ikke på de tørre skrænter omkring dem, hvor der er stor risiko for brand om sommeren. Ved ulykker: ring 112.